Alger på taget: hvad det er, og om det skader

Det grønne på taget eller en nordvendt mur er grønalger, mos eller lav, og på tegl og beton er det sjældent en skade. Du behøver ikke fjerne det for tagets skyld; undtagelsen er store mospuder i overlæggene. De tre ser forskellige ud, sidder forskelligt fast og stiller forskellige krav til fladen, og det er dét, der afgør, hvor på huset de sætter sig.

Selve ydelsen står på siden om algebehandling af tag, mur og sokkel. Her handler det om at forstå, hvad du ser, før nogen gør noget ved det.

Hvad er forskellen på alger, mos og lav?

Grønalger er mikroskopiske luftalger, der danner en jævn grøn hinde. Mos er små planter uden rødder, der hæfter sig i revner og overlæg. Lav er et samliv mellem en svamp og en alge og vokser som faste skorper. Alle tre kræver fugt, men i meget forskellig grad.

Grønalger

Algerne på tage og mure er luftalger: de spredes med luften og henter næring fra luften og fra den tynde biofilm på overfladen, ikke fra selve stenen. På tag og mur er de oftest grønalger, der dækker store flader som en jævn belægning, der bliver slimet i fugtigt vejr. Mindre angreb ses knap, fordi væksten flugter med overfladen.

Rødalger

Belægningen kan også være rødlig til brunsort, og så hører den til rødalgerne. De typiske alger på bygninger er grønne og røde, skriver Bolius, og rødalger på murværk er samme fænomen som det grønne med andre farvestoffer. Bolius viser dem på en gavl uden udhæng, hvor regnen rammer muren direkte. De røde og sorte alger har det højeste proteinindhold og er ifølge Bolius oftest sværest at bekæmpe.

Mos

Mos har stængel og blade, men ingen rødder, kun tynde hæftetråde. Det gror sjældent på glatte flader. Det sætter sig, hvor overfladen er ru, og hvor vand bliver stående: i overlæggene mellem tagsten, på stenenes endeflader og i revnen mellem mursten og fuge.

Lav

Lav er en svamp, der omslutter en alge, så algen ikke tørrer ud. Skorpelaver sidder så fast, at de næsten er umulige at fjerne, og blad- og skorpelaver vokser ofte ikke mere end 0,5 til 2 mm om året. Lav tåler sol og opvarmning bedre end alger.

Hvorfor gror nordsiden til først?

Nordsiden gror mest til, fordi den tørrer langsomst. Det er fugten, der afgør, om alger kan gro, og en skyggeside står våd længere efter regn og dug. Alger synes at foretrække skyggefulde nord- og østvendte flader, men de kan også sagtens sidde mod syd og vest.

Fra vandhinde til biofilm til synlig vækst

Væksten starter, før du kan se noget. Det næringslag, alger, mos og lav skal bruge, er en biofilm af primært bakterier. Miljøstyrelsens rapport forestiller sig en vandhinde, der står på materialet i kortere eller længere tid: i overgangen mellem flade og vand kan biofilmen etablere sig. Først når den er veletableret, kan alger, mos og lav sætte sig, og først da bliver væksten synlig.

Hvad hver af de tre kræver af fladen

Om væksten derefter følger en fast rækkefølge, har Miljøstyrelsen ikke kunnet undersøge. Det, kilderne viser, er kravene. Alger gror også på relativt glatte flader. Mos kræver en ru flade og en vandfælde. Lav vokser langsomt, tåler sol og ses ofte dominere på rygningssten, og nogle arter synes at trives bedst mod syd. Derfor kan en tagflade være grøn mod nord og plettet af lav mod syd.

Fugtophobning fra huset selv

Skyggen fra træer og naboens hus er den ene halvdel. Den anden er vand, som huset selv sender det forkerte sted hen. På taget spiller hældningen ind: over 25 grader har mos og alger sværere ved at sætte sig, skriver Bolius, fordi vandet løber lettere af. Defekte nedløbsrør og udhæng giver ofte lokal fugt med øget vækst. Sidder der en grøn stribe på muren lige under ét sted på renden, er det værd at se på, hvorfor tagrenden løber over.

Alger på soklen har deres egen forklaring. Soklen får opsprøjt fra jorden, og opstigende grundfugt fører salte og dermed næring med op i murværkets nederste del. Et tagudhæng, der holder regnen væk fra muren, mindsker til gengæld væksten.

Er alger skadelige for tag og mur?

Som hovedregel nej. Miljøstyrelsen kalder begroning med alger og mos “i langt de fleste tilfælde kun et æstetisk problem”, der ikke giver større risiko for fugtskader. Betontagstensproducenten IBF skriver, at alger ikke nedsætter tagstenenes levetid. Forbeholdene gælder store mospuder i overlæggene, kalkede mure og i mindre grad malede betontagsten.

Myten om fugt og frostsprængning

Det påstås ofte, også i algefirmaernes guider, at alger holder på fugten, så stenene frostsprænger. Miljøstyrelsen målte det modsatte: sten med kraftig vækst af alger og lav afgav vand hurtigere end sten med svag vækst, og undersøgelsen fandt ikke belæg for, at alge- eller lavvækst øger risikoen for frostsprængning. Mos blev ikke målt.

Tegl og betontagsten

Under normale forhold påvirker væksten ikke stenenes konstruktive levetid. I Miljøstyrelsens tynde snit af tegl og betontagsten fra 2003 nåede den højst cirka 0,5 mm ind, og der var ingen skader fra organismernes syrer. Forbeholdet gælder laver, der vokser ned i stenen: ved kraftig vækst af dem kan det ikke udelukkes, at de når længere ind, og de synes at foretrække beton og mørtel frem for tegl, men rapporten kalder selv teorien usikker.

På malede betontagsten kan det ikke udelukkes, at væksten bidrager til nedbrydning, hvor malingen i forvejen er svag, men processen formodes at være meget langsom.

Mos i overlæggene

Ved kraftige mospuder i overlæggene kan det ikke udelukkes, at mosset stemmer vand op eller løfter stenene, så vand kommer ind under tagbelægningen. Det gælder både tegl og beton. Underlaget gør en forskel: mospuder sidder relativt dårligt fast på tegl og hæfter mest i overlæggene, mens mos kan hæfte i selve overfladen på betontagsten. Hvornår det er værd at gøre noget ved mos i tagstenenes overlæg, har sin egen guide.

Puds og kalk

På kalkede og pudsede mure er der fundet lag af grønalger under afskallende kalk, og de vurderes som en medvirkende årsag. I det tilfælde, rapporten undersøgte, skyldtes de større afskalninger af pudsen snarere frost og salte end væksten. Hvad facadetypen tåler, når muren skal renses, står under facaderens af mur og sokkel.

På fliser er problemet et andet, nemlig at våde alger gør belægningen glat, og det står i guiden om, hvorfor grønne fliser bliver glatte.

Hvad er de sorte pletter på taget?

Sorte pletter er typisk enten mørke alger eller laver. Algebelægninger kan være brunlige til næsten sorte, og ifølge Miljøstyrelsen kan tage og mure være “mønstrede af gule, grå og sorte laver”. Forskellen ses på formen: alger ligger som en jævn hinde, laver som afgrænsede skorper.

Miljøstyrelsens bestemmelsesnøgle skiller begroningen efter udseende:

• Jævn, udbredt belægning, slimet i fugtigt vejr: alger. Oftest grøn, men også rød eller brunlig til næsten sort.
• Skorper eller pletter, grålige til grønlige eller gule til orange, lidt bladagtige i kanten: laver.
• Lyserød til orange belægning: svampe, som især er fundet på pudsede og malede flader.
• Små grønne buske eller krybende stængler: mos.

På murværk og sokkel gælder samme nøgle. En jævn, mørk hinde på stenene er typisk alger, og en brunsort algebelægning hører til rødalgerne ligesom de rødlige. Lav og mos starter derimod ofte i mørtelfugerne og breder sig ud over stenene derfra.

På betontage er laverne ofte den dominerende vækst, og den orange lav præger synsindtrykket. På tegltage er alger oftere det dominerende. Runde, faste pletter på et betontag er derfor oftere lav end alger.

Hvorfor kommer det grønne igen efter en rens?

Det grønne kommer igen, fordi årsagen stadig er der: skyggen, fugten og sporerne i luften. En rens, der gør overfladen ru, gør det værre. I forsøg med varmt vand under tryk var synlig vækst tilbage cirka seks måneder efter, og stenenes overflade var synligt skadet.

En ru overflade gror hurtigere til

Ruheden har betydning for, hvor tidligt og hvor kraftigt en flade gror til. Alt andet lige bliver ru materialer mest begroet, mens glatte flader typisk gror til senere. Selv relativt lavt tryk beskadiger ofte overfladen, og afrensning kan blive “starten på en ond cirkel”. Ældre lav sidder så fast, at den sjældent kan fjernes uden at skade overfladen.

Sporer, der bliver tilbage

En mekanisk rens, der ikke får det hele med, kan sprede organismerne i stedet for at fjerne dem. Fladen ser ren ud, men sporer i porerne starter ny vækst, og gentilgroningen er i gang. Det gælder for alle metoder: skyggen, fugten og sporerne i luften er de samme bagefter, uanset hvordan fladen er renset.

Holder taget længere, hvis det grønne fjernes?

Det er ikke dokumenteret. Bolius’ fagekspert Tine R. Sode siger det ligeud: “Der er ingen undersøgelser der viser at afrensning af tage kan forlænge levetiden på taget. Det er rent kosmetik. Og det kan i visse tilfælde skade taget.” Flere firmaer lover alligevel, at algebehandling forlænger tagets levetid. Spørg efter dokumentationen.

Miljøstyrelsens undersøgelse målte ikke, om taget holder længere efter en behandling. Den konkluderede, at væksten under normale forhold ikke påvirker tegl og betons konstruktive levetid. Bortset fra store mospuder i overlæggene er der derfor ikke noget, en rens kan forlænge.

Det, en behandling kan, er at ændre tagets udseende. Det er en fuldt legitim grund, så længe den hedder sådan. Bolius skriver, at der ingen vedligeholdelsesmæssig grund er til at fjerne begroning fra taget, men at større mospuder kan fjernes. Hvad en behandling gør ved tegl og beton, og hvad den ikke gør, står under algebehandling af tag med lavt tryk.

Vil du have et fast tilbud på algebehandling af dit tag eller din mur, kan du sende en uforpligtende forespørgsel herunder.